Der er rigtig mange af jer som har spurgt til den tale jeg holdt i tirsdags i forbindelse med Den Internationale minde dag for spædbarnsdød.

Så her er den. Der er mange slå fejl og stavefejl, men det må i se igennem med, det er ordenes betydning som er vigtig her.

Jeg håber virkelig at i kan lide den.

Det er med den største ydmyghed og respekt for jer, At jeg står her og taler for jer.

Og det er med stor taknemmelighed at jeg får lov til at sætte ord det vi alle, på trods af alle vores forskelligheder, har til fælles, nemlig vores sorg og savnet til vores englebarn.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg nu har skrevet denne tale så mange gange, i så mange forskellige versioner, at man skulle tro at jeg ville kunne tale, uden at læse op fra dette papir. Men sandheden er, at disse ord og denne dag,, og jeg selv personligt stadig er fyldt med sorgen, at skulle jeg ikke læse direkte op fra papiret, så ville mine følelser overmande mig, og jeg tror ikke engang at google translate ville kunne få mening i mine grådkvalte ord.

Og når der nu er så mange ord at sætte på vores sorg,- hvordan vi end vælger at bearbejde den, - Så skulle man tro at det ville være en let tale at skrive. Men det har det ikke været. For min sorg, er ikke min mands sorg, Min sorg er ikke min bonus-børns sorg, og min sorg er ikke jeres sorg. Jeres sorg er jeres egen.

Lige så mange mennesker vi er, lige så mange forskellige slags sorge findes der, og lige så mange måder findes der at bearbejde sorgen.

Så det her, er i sandhed, mit livs sværeste tale.

Og ikke mindst, fordi jeg gerne vil prøve at sætte ord på den kærlighed vi STADIG har til vores barn, hvis sjæle for evigt har taget plads i vores hverdag.

Vi bærer alle vores sorg, og vi skal møde verden, og jeg er sikker på at vi alle har prøvet at møde reaktionerne på vores sorg fra omverdenen.

• -Der er dem som kan rumme vores sorg og støtte os.
• -Der er dem som prøver at løse det hele for os
• -Der er dem som altid kender en som har det værre end os
• -Der er dem som ikke kan håndtere det og skynder sig over på den anden side af gaden eller ned i kølemontren. (hvem vidste at køds udløbsdato’er kunne være så interessante?)
• -Der er dem som altid har en krammer klar, uden ord.
• -Og så er der os, vores fællesskab, hvor vi uden at kende hinanden, kender hinandens inderste følelser og savn. Hvor vi for altid vil være bundet sammen af en af verdens største kræfter: Nemli savnet til vores barn, Det barn som vi ikke fik lov til at bruge nok tid med. Et fællesskab som er så ærligt og rent og helt utroligt stærkt,- og som jeg tror vi alle har brug for, hvad end om vi fornyligt er engleforældre eller vi har flere år på bagen. For VI forstår hinanden.

Jeg har ingen gode råd, og havde jeg dem, så ville jeg ikke turde give dem, fordi vi er så forskellige. Mange, alt for mange, sagde til mig:

Du skal bare være i sorgen.

I starten lod jeg bare ordene komme ind af det ene øre og ud af det andet. Men efter nogen tid, så blev jeg vred, for hvad fanden betyder det: at være i sorgen? Og jeg blev mere og mere olm og faktisk provokeret. Indtil jeg efter en samtale med en god ven fik sat MINE brikker på plads. For mig er det blevet til at omfavne min sorg, når den kommer, og lade mig føle den, også selv om det er ubelejligt at den kommer. Og det tog noget tid for mig at lære mig selv gøre netop dette.

Og det er ubelejligt, også når jeg sidder på arbejdet og vores søde make up artist har knoklet med at fjerne de sorte rander under øjenen, som jeg stadig har, fordi jeg endnu ikke sover helt godt endnu efter at have mistet Karl. Og så begynder tårerne at trille, blandet med foundation og mascarea. Men det er min virkelighed nu, og jeg tænker at her er kun tiden min ven. Men jeg skal være ærlig at sige at jeg glæder mig til at få det ekstra hudlag tilbage, så alt ikke går så ufiltreret ind.

Ufiltreret bliver følelserne også. Og følelsespolerne ligger så langt fra hinanden og alligevel så tæt på hinanden.

På den ene side Smerten, savnet og sorgen, og den er så intens at det nærmest kan sortne for mine øjne, men så pludselig sker en lille ting, Som feks min datters helt igennem intense svala prutter, som får et hvert maskingevær til at være misundelig gjalder igennem rummet, og det kan lige med det samme kan få mig til at føle livets lykke strømme igennem hele min krop og være fyldt af taknemmelighed.

Begge følelser som er så intense, at hvis jeg ikke var ved at blive venner med, og accepterer at det er en følge af min sorg, så havde jeg sikkert haft voldsom dårlig samvittighed og ville føle mig utro over for hver af følelserne, men sådan har jeg det ikke mere. Nu er disse, ret ekstreme poler, en del af mit liv og virkelighed.

Men det er lidt af mine reflektioner, og vi står her SAMMEN i aften. Jeg tror vi står her i aften på grund af vores savn, som er fælles, og behovet for at vise vores kærlighed og vores savn til vores børn.

Savnet til de små fingre om vores hånd, den lille krop mod vores bryst. Savnet til de drømme vi havde om legende børn og det første plaster på knæet. Vi savner at få lov til at trøste for første gang. Møde den første kæreste, som helt sikkert ikke er god nok til vores barn, til første mælketand. Og til at kunne få lov til at give uforbeholden kærlighed, som er det vi gør til vores barn. Vi ville beskytte, elske, kramme og kysse vores børn og love dem at lige meget hvor kede af det de var, så skulle alt nok blive godt igen.

Og det er måske naivt, men måske sidder vore børn deroppe, som de smukkeste små stjerner på himlen, og måske er det dem der i aften er de voksne og siger til os ” at med tiden så skal det hele nok blive godt igen”, og vi skal bare turde lukke vores hjerter op og lytte til de små sjæles stemmer. Jeg ved det ikke, men i aften sender vi et lys mod vores små stjerner og så håber jeg personligt at de små sjæle har ret; for livet bliver aldrig det samme igen, men det kan stadig blive godt igen.

Mine ord kan være klundede og upoetiske, og jeg kunne i lang tid ikke sætte ord på alle mine følelser, men jeg synes at Tove Ditlevsens Digt gav mening, så jeg vil slutte med at lade hendes smukke ord være en hyldest til de små sjæle som vi savner så inderligt.

Tak fordi i lyttede til mig.

Til mit døde barn

Aldrig hørte jeg din spæde stemme,
aldrig smilte dine blege læber til mig,
men de bitte, bitte fødders spark
vil jeg aldrig nogen sinde glemme.

Du var alt mit håb og al min glæde,
helt beskyttet lå du inden i mig,-
al min længsel, livets store drøm.
- Å - og dine fødder var så spæde.

Vi har været sammen mange dage,
al min næring delte jeg jo med dig.
Hvad kan du og jeg vel gøre for,
at vi begge to var alt for svage.

Lille barn, nu skal du aldrig mærke
livets hede puls i godt og ondt. -
Godt det samme, sov kun sødt, min pige,
vi må bukke under for de stærke.

Se, jeg kysser dine kolde hænder,
glad at jeg endnu en stund kan nå dig,
stille kysser jeg dig, uden tårer, -
selv om gråden i min strube brænder.

Når de kommer med den hvide kiste,
skal du ikke være bange, mor går med dig,
i din lille silkeskjorte skal jeg klæde
dig for første gang - og allersidste.

Jeg vil lege, du har levet nogle dage,
jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig,
og din lille mund har suget af mit bryst,
så der ingen dråbe er tilbage.

Å, så hårdt de mænd med kisten træder,
brystet spænder meningsløst imod dig.
Lille barn, min gyldne, døde drøm. -
Dine fødder kysser jeg - og græder

Billeder må ikke bruges uden tilladelse!

NB! Alle indlæg indeholder enten direkte reklame eller en form affiliate!