• ···

Åndeløs i havkajak.

imageNogle gange får man bare den der stille med helt igennem fantastiske oplevelse, som sætter sig i hjertet på en og som man smiler ved hver eneste gang man mindes den.

Sådan var det også her i december 15, hvor vi var i Vietman, nærmere bestemt Halong Bay, hvor vi sejlede ud med en båd, for at se nogle af de fantastisk smukke øer. Det er der mange som gør,- altså sejler ud. og havnen er fuld af skibe som byder på mere eller mindre luksuiøse ture.

Men det som for mig var mest fantastisk var det at hoppe i en havkajak og stævne ud og få lov til at ro rundt helt alene. Det vil sige Thomas var med mig. Men der var ikke andre mennesker i nærheden.

Roen, naturen, – det at få lov til at indsnuse det helt unikke og uberørte. Af flyde der og se op på bjergene som stikker op ad vandet, og vide at det er ikke mange menneksefødder, der har sat sine fodtpor der,- hvis nogen overhovedet. At naturen er så smuk, rå og voldsom på samme tid, og jeg bare kunne få lov til i ro og mag at snuse det hele ind. Det er en oplevelse jeg aldrig glemmer.

Jeg tog en lille video, jeg er meget begejstret, så jeg gentager mig selv 🙂

Se video’en HER

 

 

Rædselsvideo.

En lille dødelig fælde med faldelem.

En lille dødelig fælde med faldelem.

 

Dette indlæg fortsat.….Stadig fra min juletur rundt i Vietnam.

Det kan være svært at skrive hvor voldsomme og primitive nogle af de fælder Vietcong satte op i junglen under Vietnamkrigen. De er primitive, for de havde ikke de samme midler som amerikanerne. Så de måtte ty til deres ”Kreativitet” og der skal ikke meget fantasi til, før man har en ide om hvad der kan ske hvis man falder i sådan en fælde.

Her er en lille video jeg optog:

 

Video’en giver mig stadig kuldegysninger.

 

Jeg fik testet min klaustrofobi

Jeg skulle lige have en seriøs snak med mig selv, før jeg krøb ned i det hul.

Jeg skulle lige have en seriøs snak med mig selv, før jeg krøb ned i det hul.

Så sluttede cykelturen, og vi var nået til de nordlige Vietcon tunneler.(Her kan du læse alt det jeg oplevede på samme dag, før jeg nåede til Tunnelerne: Cykeltur, rispapirs lavning, gummitræerne, tur på floden)

Det var både en fantastisk og skræmmende oplevelse, at besøge tunnelnerne, på samme tid. Vietnam krigen er en stor del af vietnamesernes historie, eller Amerikaner-krigen som vietnameserne kalder den.

Der er sikkert mange som har set diverse Vietnam-film. ”Goodmorning Vietnam”, ”Platoon” ”Full metal jacket”, men det at være her selv, og ikke bare se eller læse historien. Men få den fortalt, sætter tingene i et helt andet lys.

I Vietnamkrigen døde der 58.000 amerikanske soldater. Det er ofte dem vi har hørt om, eller set film om. Men på Vietnamsiden var der over 5.000.000 mennesker, som døde. Nej- jeg har ikke skrevet et 0 for meget. Her af var de 2.000.000 af dem civile.

 

Du kan læse mere om krigen HER

 

Krigen varede fra slutningen af 50’erne til 1975. Så for mange vietnamesere var krigen hele deres liv. De levede i junglen, som modstandsfolk. Og når man ser rundt i det vietnamesiske, så ser man heller ikke mange gamle mennesker. Også pga Vietnamkrigen.

 

Vietcong levede i junglen og i tunnelerne. De gik med masker og havde dæknavne, således at hvis en blev taget til fange, så kunne de ikke afsløre hinanden.

 

Men det vildeste er tunnelerne. De ikke var ikke bare flugtveje, men også bolig, køkken, hospital ect. Og jeg ved godt at genetisk er vietnamesere mindre end jeg, men jeg er jo en gigantisk kæmpe i forhold til dem. Men hvis jeg skulle forstå deres liv, så ville jeg prøve.

Det var det hul jeg skulle presse mig selv ned i......

Det var det hul jeg skulle presse mig selv ned i……

Step 1

Step 1

Step 2

Step 2

Step 3

Step 3

...stadig smilende...nogenlunde.

…stadig smilende…nogenlunde.

Det dejlige var at vi var i de tunneler som lå længst væk fra Saigon, så der var ikke mange turister. Så jeg fik virkelig teste min klaustofobi. Jeg har aldrig været den store fan af små steder og rum. Men i forstår slet ikke hvor småt det var. Og som lufthuller i gangene var der bambus rør, som slet ikke gav ilt nok. Det må have været umenneskeligt at leve sådan.

Mad,- det var der ikke meget af. Rismarkerne var bombet, og man kunne ikke lave bål, undtagen om morgenen, hvor røgen kunne skjules af disen.

 

Jeg kunne blive ved med at fortælle om oplevelsen, som gjorde dybt dybt indtryk på mig. Og som jeg ikke kan ryste af mig. Men her er nogle af billederne fra dagen. Jeg håber de kan give et lille indblik i følelsen jeg gik rundt med den dag.

Gangen nede i hullet

Gangen nede i hullet

Et lille lufthul

Et lille lufthul

Det var det mørke jeg gik ned i.

Det var det mørke jeg gik ned i.

Bluse: Coster Copenhagen, HER

Sneaks, med Blomster, Sneaker4you, HER

Et rigtigt marked og et lille frieri….Vietnamdagbog

Der er en skøn overflod af friske grøntsager på markedet!

Der er en skøn overflod af friske grøntsager på markedet!

Hen over julen var jeg på rundrejse i Vietnam, og på cykel blev det til et markedsbesøg,-som udviklede sig.

På Vietnams markeder, kan Torvehallerne godt gå hjem. Hvis man siger friskt i Vietnam, så er det friskt, som i det er lige kommet op ad jorden, eller det er lige fanget,- eller det bliver slagtet og flået lige foran dig. Bla. Frøerne, som bliver klippet op og flået, mens du står og får dig en lille sludder med indehaveren af boden.

 

Der er en helt bestemt stemning og duft….ikke lugt, for det er friskt, så det dufter. Kvinderne og mændene sidder der, men deres varer, og selv om det bare er kastet op på vejen ser det så lækkert ud, at jeg har lyst til at købe det hele med hjem.

IMG_4028

Kølebiler og køleskabe skal du se langt efter. Det findes ikke her. Alt er friskt, og der er det der er. Når der ikke er mere er du kommet for sent, og må vente til i morgen, hvis du virkelig mangler det.

Fisk som stadig spræller levende når de bliver solgt.

Fisk som stadig spræller levende når de bliver solgt.

Stemningen er god og der bliver grinet og sludret på kryds og tværs af standene. Og man føler sig velkommen. Flere af kvinderne i boderne synes det er sjovt, men sådan er blond bleg europæisk tosse som kommer og vil tage billeder. De vifter mig hen og viser mig hvordan de arbejder med deres råvarer. Jeg tror faktisk ikke jeg har set én eneste tigger eller hjemløs i den tid jeg har været i Vietnam. Heller ikke første gang jeg var her. Alle arbejder. Om det er med deres grøntsager fra haven eller skopudsning, eller hvad det må være, så er det et flittigt og arbejdsomt folkefærd.

 

Og som jeg står der, kommer der en ældre smilende vietnameser hen til mig, han er yderst målrettet. Jeg hilser selvfølgelig pænt, mens han giver mig en lang svala på vietnamesisk. Han smilende ansigt, og imødekommenhed er så umildbar, at jeg instinktivt kan lide ham, og er interesseret i hvad han siger. Da han er færdig, bryder alle kvinderne i standene omkring os ud i latter, og jeg ser spørgende på vores guide.

”Han spørger om du vil gifte dig med ham” siger guiden. ”Han siger at han har et hus, du skal ikke arbejde og det gør ikke noget at du ikke kan forstå ham”

Så griner vi alle, jeg takker ham pænt for det fine tilbud, og siger jeg er ked af at måtte afslå et så gavmildt tilbud. Han tager det pænt og går i gang med at fortælle mig et eller andet om de friske fisk han sælger. – Nå ja, hvis han ikke kan gifte sig med mig, kan han vel idet mindste får mig til at købe nogle af hans fisk.

 

Jeg synes Vietnam er fantastisk.

Den søde mand som ville gøre mig til en holden dame.

Den søde mand som ville gøre mig til en holden dame.

Sådan bliver din mad til…….bag scenerne.

Cykelturen i Vietnam var lang.

Vi var på floden, læs HER

Starten af cykelturen, læs HER

Vi så gummiplantager læs HER

 

Men det var på ingen måde ikke slut med oplevelserne. På vejen kom vi også forbi en rispapirsfabrik. Ikke papir til at skrive på. Men det papir forårsrullerne ect er pakket ind i.

Rulle smæk fyldt med smag og friskhed

Rulle smæk fyldt med smag og friskhed

 

Det er ret facinerende. Og igen er det et absolut minimum af maskiner, der bliver brugt.

Selfølgelig til blandingen af papiret. Men når det skal smøres ud på bambus måtterne, så er det manuelt, og måtterne ligges i solen og tørrer, og er det ikke godt vejr, så tørrer de ikke, så venter man. Og når de lange papir, som de er inden de bliver skåret til, skal tages af, så sidder der 2 i hver ende af måtten og tager papiret af.

Det er helt stift og hårdt og gennemsigtigt. Lige der kan det være svært at forstille sig at man køber 10 små stykker af det for 20 kr i Danmark.

Det er helt stift og hårdt og gennemsigtigt. Lige der kan det være svært at forstille sig at man køber 10 små stykker af det for 20 kr i Danmark.

Så bliver rispapiret tørret, og stor produktionen er igang og bliver hjulpet af morder natur. For det tørrer i solen.

Så bliver rispapiret tørret, og stor produktionen er igang og bliver hjulpet af morder natur. For det tørrer i solen.

Og her er der ikke noget der går til spilde. De små stykker af rispapir som falder af, bliver samlet i spande og bliver solgt til dem som har deres eget lille gadekøkken, hvor de så bruger de små stykker til at blande i deres supper eller som fyld.

 

Igen blev vi vist velkommen med smil og imødekommenhed. Og ikke noget med en turistfælde hvor det handlede om at købe noget. De var dog hurtige til at spørge de stærke drenge om de ikke lige ville hjælpe med at bære, og så var vi ligesom sat i gang med at arbejde.

…. Indtil vi skulle op på cyklen igen 🙂

 

Der knokles

Der knokles

Older posts