Ro i sjælen?

Det er lang tid siden jeg har skevet noget. Eller det er faktisk ikke sandt, for jeg har skrevet meget efter vi mistede vores lille søn. Men jeg er ikke klar til at det skal se dagens lys….ikke endnu ihvertfald. Måske lidt senere når der er mere styr på følelser og tanker. Så omformuleret; så har jeg ikke skrevet meget her på bloggen. Og selv det er jo heller ikke sandt, for jeg har jo skrevet I forbindelse med retssagen, for at give en nøgteren (ikke mudderkast) forklaring. Så igen, jeg har ikke skrevet på bloggen om de der helt almindelige hverdagsting, som kan fylde på en blog. Men det har jo heller ikke været hverdag for vores lille familie. Langt fra. Jeg har været mange hårde perioder igennem I mit liv. Det tror jeg alle har, livet er jo ikke altid en dans på roser. Men denne tid er ubetinget det hårdeste og mest udfordrende jeg nogensinde har prøvet. Så det er med vaklende skridt og ord at jeg sidder her og taster løs.

Det blev til en lang indledning, og det var ikke meningen, men sådan er det måske når man skal starte noget op, man har været væk fra længe.

Jeg har lånt mit barndomshjem her i Skangen i påsken. Et hus mine forældre solgte for godt 25 år siden. Hvordan det har kunne lade sig gøre, er en anden fantastisk historie, som omhandler de mest skønne, uselviske og givende mennekser. Hvor er det dejligt at sådanne stadig finds. Virklig inspirerende. Men det er ikke det mit indlæg handler om.

Tilbage til barndomshjemmet. Vi tog her op, og jeg håbede på at jeg kunne finde lidt mere ro og at jeg kunne finde lidt mere……perspektiv…I det hele.

Det er store ord og det er vel egentlig også et stort ansvar at ligge over på et sted. Men ikke desto mindre var det der skete.

I de dage, mens jeg gik rundt I et sandt inferno af gode minder, sneg roen sig ind på mig. Grinet og smilet kom nærmere. Og for første gang I 2 måneder sov jeg en hel nat.

Så kan steder så give den ro, måske endda ro i sjælen? JA, for mig kan de! Og disse dage har med alt tydelighed vist det. Ved mine morgenløbeture ved stranden, ved at hente fisk ved havnen, og finde påskeæg I haven og ligge I solen samme sted som jeg gjorde som barn for 35 år siden, det har givet mig og min sjæl noget godt. Det kan Skagen og huset her gøre for mig.

Holder det så ved? Jeg aner det ikke. Det er stærke følelser og sorg er nok en af de stærkeste vi mennesker kender til. Så det er naivt at tro at det hele forsvinder på en påskeferie. Men det behøver jeg jo heller ikke at tænke på, for lige nu, lige her, kommer Ellinor og Thomas ind af døren, med ny fangede sten I cykelkurven – ja total uventet lærte Ellinor at cykle på Skagen – sten nede fra den lille strand, hvor jeg også legede som barn. Og nu skal vi spise morgenmad og pakke påskeæg til hendes storebrødre.

Billeder må ikke bruges uden tilladelse!

NB! Alle indlæg indeholder enten direkte reklame eller en form affiliate!

Synes godt om

Kommentarer

Annegrethe Winkler
,
Det er ikke kun dig skagen har den følelse af ro på, min ro starter allerede når jeg kører ind på vejen fra Frederikshavn og indtil Skagen, jeg kan mærke hvordan min krop kommer ned i et gladere roligere gear og har gjort det de sidste 16 år efter nogen ikke så sjove oplevelser i mit liv med min datter da dengang var 10 år. Skal helst til skagen mindst en gang om året sammen med hende, hun er 26 år i dag, vi elsker det sted, det er en lise for kroppen 🤗. Det hjælper med til at blive hel igen, så godt valg du/i har gjort.
Mange tanker til jer og god påske 🐣❤️.
Nethe Pedersen
,
Tak for dit skriv skønneste Cecilie 🌸🐣 Jeg bor selv fast på Sjælland, men efter flere ture til både jylland og fyn, er jeg helt forelsket i nye steder jeg skal opleve, og der har Skagen været i mine tanker 😎 Glæder
mig til at opleve det 😊
Jeg sender mine varmeste og kærligste tanker til dig og din familie i denne svære tid 🧡
Kærlig hilsen
Nethe O.P
FOLLOW ON INSTAGRAM @CECILIEHOTHER

Instagram